Mandag på Bogart, og det går op for mig, at jeg har ladet Spotifys algoritme styre musikken hernede i dag. Da jeg åbnede i morges, satte jeg et Men I Trust album på og helt stilfærdigt – næsten uhørligt – tog musiktjenesten over.
Det er næsten lidt pinligt at indrømme, men noget af det bedste musik, jeg bliver præsenteret for, er noget algoritmen spytter ud. Som en kødhakker uden noget menneske til at betjene den. Det var sådan jeg en sen aften, da jeg arbejdede inde ved siden af på @bacall_vinbar (som er Bogarts søsterbutik, og i virkeligheden Humphrey Bogarts (fjerde..) hustru), at jeg faldt over den belgiske, elektroniske gruppe Stavroz. En slags tribal-techno, ville jeg beskrive det som, tungt og forløsende. Det er godt at danse til tidligt om morgenen eller sent om aftenen i langt, dugvåd græs.
Og nu igen, mens jeg skriver, flyder der et alt for lækkert nummer ud af højtalerne, jeg bliver nødt til at tilføje til min playliste (pis). Det føles off at lade de store musiktjenester styre min musiksmag. Der er noget fishy ved at have noget kært, som man har betalt for med sine personlige oplysninger. Så hellere tænde for radioen og lade et rigtigt menneske kuratere udvalget. Eller spørge en, man kender. Det giver en større lykkerus, når de rammer plet med et nummer – og dén sang viser jeg skamløst frem for mine venner, som var den min egen.
Hvis du også har det kompliceret med Spotify, så kom ned i caféen, så lover jeg at sætte en vinyl på, som stopper, når pladen løber tør. Ingen overraskelser:-)
Af Oliver Pilgaard
