Mandag på Bogart, og jeg har fundet en bog, som har stået på hylden og set ud på dagene, alt for længe, uden at en tilfældig hånd har grebet den i ryggen. Så nu har jeg taget den frem, Bjørn Rasmussens >>Brian og Stefan for evigt<< med det glansfulde pink-orange omslag, som reflekterer junis sommersol så friskt, som en sæbeboble. Romanen er en slags coming of age fortælling, som handler om brødrene Stefan og Brian, der bliver noget så fordækt, forrykt: forelskede.
Roland Barthes, som er fransk litteraturkritiker, kaldte en gang kærlighedens tale for forrykt, fordi den forelskede taler usammenhængende, gentager og afbryder sig selv, åh! Sagt på en anden måde (med en anden franskmand): Den, der elsker godt, forstår dårligt. Det samme kan siges om drengene, der i løbet af fortællingen bliver til mænd. De elsker, elsker ikke, elsker, knalder, forstår dårligt. Skriften er legende, brutal, kødfuld realisme ligesom andet af Rasmussens digtning og dramatik. Hvis ikke jeg havde læst bøsseromanen (som den er genrebetegnet på forsiden, som ligeså vel kunne kaldes Knald-roman), ville jeg tage den med mig i mit net, overalt rundt i sommeren.
Af Oliver Pilgaard
